Nyhedsbrev
Facebook Page: 27007134410 Twitter: Scrapsisters
Med en del forsinkelse, som skyldes at min hverdag kom i vejen, fortsætter serien om hverdagsscrapperiet her. Denne gang skal vi til fulde fokusere på hverdagen, idet jeg her opfordrer dig til at scrappe billeder fra en helt almindelig dag i dit liv. Hvorfor skal jeg dokumentere tandbørstning, ventetid ved busstoppestedet, indkøb i Netto og godnatlæsning for ungerne, spørger du måske?


Det skal du, fordi de allefleste dage i vores liv består af netop disse elementer. Vi har fem-seks ugers ferie, og 46-47 ugers hverdag på et år. Hvis dine scrapalbummer skal afspejle dit og familiens liv, skal du også dokumentere det trivielle, hverdagsagtige, lille liv. For mig er der samtidig en virkelig storhed at finde i det liv, vi lever hver eneste dag.

At scrappe et layout om en dag i dit liv kræver naturligvis noget planlægning, måske mest fordi du skal sørge for, at kameraet er med hele vejen. Jeg er ikke selv nogen ørn til at bruge min mobiltelefon, og slet ikke kameraet i telefonen, men det kunne være en løsning på problemet: tag billederne med mobilen og scrap så de billeder. Det er måske ikke den allerbedste kvalitet, men det giver dig mulighed for at tage impulsive billeder.

Når du tager billeder i løbet af dagen, så prøv at vær ærlig med billederne, så de dokumenterer din dag og ikke kun den dag, du synes er spændende. Tag billeder af den smukke buket, du fik af manden, dine søde børn som de leger på gulvet og den sunde middagsmad på bordet, men tag også billeder af køen på motorvejen, rodet på arbejdspladsen eller det nedsmeltede køkken efter aftensmaden. Gitte har på sit layout kombineret det skønne billeder af den afslappede kat med et billede af noget så hverdagsagtigt som tandbørstningen. Denne kombination gør Gittes layout meget ærligt og ægte.


layout af Gitte / Gydda

Selvfølgelig vil det være sjovt at have en del tekst på dit layout, så du også har ord, der beskriver din dag, men du vil måske opdage, at dine billeder egentlig fint taler for sig selv. Lørna har akkompagneret sine billeder med journaling i stikordsform. Det bevirker, at hun får fortalt historien om sin dag både i billeder og ord, uden at skulle skrive en masse journaling, som kan være svær at få plads til på et layout med mange billeder.


layout af Lørna / Air4Brains

Nogle gange sker der ualmindelige ting på helt almindelige hverdage, og det er sjovt at mixe dagens ekstraordinære hændelser med de helt ordinære. På den torsdag, Else havde valgt at dokumentere, fik familien ny bil. Det kunne Else have valgt at lave et seperat layout om, men i stedet har hun mixet det ind mellem pc-arbejde og morgenmad, hvilket er en super idé. Det får faktisk både bilkøb og morgenmad til at synes mere vigtigt. Overvej om du kan kombinere de store og de små på den måde, hvis du vælger at scrappe en dag i dit liv.


layout af Else Slipsager


Hvis du bliver inspireret til at dokumentere hverdagen, så overvej om du kan få de øvrige familiemedlemmer til at hjælpe dig: send manden af sted på arbejde med et kamera i lommen, tag billeder af familiens kæledyrs hverdagsliv eller undersøg om børnene kan få lov at have et engangskamera med i skole og tage billeder af deres hverdagsliv. Måske kunne klassen lave et projekt ud af det, hvor alle børn tog billeder af en almindelig skoledag, for tænk hvor stor en del af dine børns liv, der aldrig finder vej til dit scrapalbum. Hvis du får hvert medlem af familien til at tage billeder af deres hverdag, vil du have et dyrebart indblik i jeres virkelighed anno 2009 at se tilbage på. Måske kan I endda lade dokumentationen være en tilbagevendende begivenhed.

Jeg håber, at denne artikel og de tre layouter har givet dig mod på at fortsætte med at dokumentere dit og familiens helt almindelige hverdagsliv. Hvis du missede den første artikel, så er ligger den fortsat her på magasinet.

God fornøjelse.