Farver er i virkeligheden lys, der reflekteres tilbage på forskellige bølgelængder fra overflader og strukturer. Vi har alle en holdning til dem. Vi har farver, vi holder mere af end andre - og nogle, vi absolut ikke kunne finde på at bruge. Farver optræder i alt, vi rører ved - og vi kan ikke komme uden om dem, når vi scrapper.
Der er mange måder at bruge dem på. De kan skabe stemninger, kontraster og harmoni. Disse ting vil jeg gennemgå i denne artikel.
Først helt generelt omkring farverne.
Primære farver
Alle farver er blandet af de 3 primære farver - gul, rød og blå, eller rent teknisk - yellow, magenta og cyan. Disse kendetegnes ved at de ikke kan frembringes ved at blande andre farver.

Blandingsforholdet mellem disse, kan ses dér, hvor de overlapper hinanden. Og faktisk giver en blanding af alle 3. sort.
Sekundære farver
De sekundære farver er grøn, orange og violet. De frembringes ved at blande to primære farver sammen - som vist på figuren oven for.
Disse blandingsforhold bruger man også, når man opstiller et farvehjul. Hér har jeg valgt at bruge farverne, som vi kender dem.

De sekundære farver er komplementærfarver til de primære farver. I de to hjul er komplementærfarverne placeret over for hinanden.
Tertiære farver
Tertiære farver opnås ved at blande to sekundære farver.

Toner og nuancer
Toner er noget andet end farver. Ordet farve anvendes om den egentlige kulør, dvs. om den er rød, grøn eller blå osv., mens ordet tone angiver, hvor lys eller mørk farven er. En rød og en blå farve kan således have samme tone, selv om det er to forskellige farver. Du kan bedømme, om to farver har samme tone ved at lægge farverne side om side, knibe øjnene halvt sammen og kigge på dem. Farver med samme tone flyder gerne sammen. Farver bliver lysere ved at iblande hvid, og mørkere, hvis du blander med sort.
Varme farver
Farver, der betegnes som varme er pink, orange og røde farver.
Kolde farver
De kolde farver indeholder meget blåt.
Brug farverne
At bruge farverne sammen er at holde sig ovenstående punkter for øje. Jeg har beskrevet nogle ting herunder, som kan hjælpe dig til at skabe harmoni og spænding i dine lay-outs.
Kontraster
Komplementærfarver er rigtig flotte at bruge, da de er hinandens konstraster. De giver både harmoni og spænding, når de bruges sammen. Der skal ikke nødvendigvis lige meget til af begge, men blot en lille smule kontrast kan skabe en vis ro og give dit lay-out det sidste touch.


Her er brugt forholdsvis meget blåt, men en lille smule orange i matten og båndet, giver den sidste harmoni og spænding som helhed. Se blot forskellen på de to layouts. Uden den orange mister det spændingen og virker lidt ligegyldigt.
Man kan også være heldig at have kontrastfarverne i billedet.

Alle elementer i dette layout er grønne og blå nuancer - men i billedet har jeg den røde (komplementærfarven til grøn) samt en orange (komplementærfarve til blå)
At bruge de kolde og varme farver sammen kan også give flotte kontraster.

Her er brugt en rød og blå sammen - og selv om her ikke er nogle komplementærfarver til at skabe spænding, så opstår den alligevel mellem det kolde og det varme.
Nuancer
Du kan også opnå flotte kontraster ved at bruge tone i tone. Men for at skabe kontrasten, så skal du bruge toner fra både det mørke og det lyse spektrum af din farve. Og gerne sort og hvidt. Den sorte og hvide er med til at understrege farvens toner.

Her har jeg tonet mit billede og det har faktisk alle toner i sig selv - lige fra lyst til mørkt samt sort og hvid. Jeg har valgt en lys matte og en mørk baggrund, mens jeg har brugt sort og hvid i overskriften.
Signalfarver
Mange farver er kodet med signaler - altså vi er vandt til at tingene har de rigtige farver.
Vi ved, at en letmælk er lyseblå, en sødmælk mørkeblå og en kærnemælk er grøn. At bytte om på de begreber vil skabe forvirring. Eller hvis de pludselig fik røde, violette eller gule farver.
Når vi går på udsalg, ved vi også, hvad vi skal gå efter - de gule skilte.

Vi ville aldrig forbinde skiltet til højre med de billige priser, vi er på jagt efter.
Hav de samme tanker i baghovedet, når du vælger farver til dit lay-out.
- hvilken stemning vil jeg skabe?
- Hvilke signaler vil jeg sende?
Sidst men ikke mindst vil jeg bare sige:
Leg med farver og bliv fortrolige med dem, og husk også at det faktisk er ret sjovt at bruge ironien i farverne.
|

