Nyhedsbrev
Facebook Page: 27007134410 Twitter: Scrapsisters
En ny måde at opbevare dine scrappeting på, som for eksempel glimmerlim, alkohol inks eller crackle paint. Eller måske på børneværelset med smølfer, biler eller små dukker?


Idéen til denne sættekasse startede med, at jeg på en hjemmeside så en, der solgte sættekasser for 600 kroner, som hun selv havde dekoreret med tapetrester. Så tænkte jeg, at sådan en kunne jeg da lave selv bare med rester af scrappapir. Jeg søgte lidt rundt på nettet for at finde ud af, hvor man kunne købe en upyntet sættekasse. Undervejs i min søgning faldt jeg over en butik, der solgte dekorerede sættekasser for 1000 kroner. Sættekasserne, de solgte, er magen til den, jeg senere fandt i en trævarehandel til 99 kroner. Foruden sættekassen har jeg brugt maling, papir og lim for omkring 50 kroner. Det er altså en besparelse på 850 kroner, og så kom jeg endda af med en del af mine rester, så der er blevet plads til nyt papir.

Materialer:
Udgangspunket er en sættekasse lavet i træ. Jeg har købt denne i en trævarehandel til 99 kroner.



Der ud over:
- hvid akrylmaling
- skumpensel
- almindelig pensel
- flydende lim (jeg har brugt decoupage lim, men almindelig skolelim eller Dana lim kan sagtens bruges)
- papir



Du kan sagtens vælge at lade sættekassen stå i det rå træ, men jeg har valgt at male den med hvid akrylmaling.



Tag et rum af gangen. Mal først i alle samlingerne og derefter op langs kanterne. For at få penselstrøgene til at gå samme vej allesammen, har jeg ved hvert strøg startet nedefra og trukket op ad. Der er ingen grund til at male bunden, da den bliver dækket af papiret. Det er dog vigtigt, at de yderste 3-5 mm rundt langs bunden bliver malet, hvis nu dit papirstykke ikke passer fuldstændigt i hullet. Men dette sker stort set automatisk, idet du maler langs samlingerne.

Når rummene er malet, maler du oven på de smalle kanter og ydersiden af selve sættekassen. Jeg har efterfølgende overvejet, om man kunne have brugt en spraymaling, da det nok ville have været lidt hurtigere.



Jeg har valgt at holde min sættekasse i grønne nuancer. Mål rummene inden du skærer stykkerne. Rummene kan godt variere et par millimeter i størrelse, hvorfor lidt tilpasning kan være nødvendigt, inden du går i gang med at lime.

Bestem dig for, hvilke papirer du vil have i det store rum. Er der for eksempel nogle motiver, du vil fremhæve særligt? Jeg har brugt et billede af nogle engle som fokus; billedet er printet ud fra nettet. Det adskiller sig fuldstændig fra de andre papirer, men jeg synes, det på den måde giver liv og kontrast til det færdige resultat. Læg alle dine stykker ovenpå sættekassen undervejs som du skærer dem ud. Du skal endelig ikke begynde at lime endnu. Når du har skåret alle dine stykker og lagt på, kan du begynde at rykke rundt på dem, så du får det udtryk, du ønsker.

Nu kommer limearbejdet. Jeg har brugt en skumpensel, da den fordeler limen mere jævnt end en almindelig pensel. Kom et tyndt lag lim bag på et stykke papir. Sørg for at limen kommer helt ud til kanterne. Læg nu dette stykke papir ned i rummet. Jeg tog en tør almindelig pensel, der var lidt hård og penslede den henover papiret for at trykke det godt fast over det hele, ikke mindst i hjørnerne og ude langs kanterne. Du kan også sagtens bruge fingrene, jeg syntes bare det var nemmere med en pensel.
 


Sådan ser det færdige resultat ud.

Har du mon fået mod på at gå igang? Det største arbejde ligger i at male selve sættekassen. Resten er ren leg.
Læg endelig et billede i galleriet under kategorien altered art.