Af: Pernille & Anja Thrysøe
Vi havde gjort det en gang før, og lige siden havde vi glædet os til, at vi skulle gøre det igen. Her snakker vi selvfølgelig om den halvårlige sommerhustur med scraptøserne, som efterhånden er blevet en tradition. Glæden og forventningen til denne tur startede vel næsten allerede, da vi tog afsked sidste gang om søndagen, og den var jo bestemt ikke blevet mindre siden da. Dette kunne vi med garanti også mærke, da Pernille sendte sin mail med alle de praktiske detaljer, som så smukt startede op med at fortælle: ”Nu skal vi kun sove 19 gange igen.Det er utroligt, at man i en voksen alder stadig kan glæde sig så meget over noget, at man tæller nætter, man skal sove. Men det er jo det rare ved den hobby, som vi jo alle sammen deler så passioneret. For hvor er det ellers, man møder forståelse for, at man mødes en helt weekend for at sidde og ae et stykke papir og sige åh, over hvor flot et stempel veninden har købt.
Nå men da dagen endelig oprandt, var vi bare klar. Det startede med, at Pernille blev hentet af Anja, og alle hendes ting blev pakket i bilen. Allerede her syntes vi, at stationcaren begyndte at blive lidt lille, og Pernille sagde tørt: ”Jeg synes, da dit bagagerum var større sidst!”. Det skal hertil siges, at vi havde fyldt bagagerummet, og vi havde endnu ikke hentet Anjas ting. Vi fik dog plads til det hele – og vi fik også alt maden med. Det var heldigt, vi kun var 2 i bilen.
Sådan ser en pakket bil ud – bagsædet var også fyldt.
Fremme ved sommerhuset pakkede vi alt ud og vurderede endnu engang, om det virkelig kun var en weekend, vi havde pakket scrapsager til, men med tingene ude af bilen, fik vi organiseret os i huset og slæbt et bord ind, som kunne fungere som ”værktøjsbord”. Her blev alle vores stempler, maskiner, dies osv. lagt op til fri afbenyttelse, så vi kunne gå på udkig i hinandens sager.
Værktøjsbordet med alverdens dejlige skønne sager.
I løbet af de næste par timer stødte Sidsel til med sønnen Marius, som vi hurtigt blev enige om, bliver danskernes svar på Tim Holtz, når han bliver lidt ældre. På sidste sommerhustur var Sidsel gravid med ham, og denne gang var han med i en alder af 3 mdr, så man kan vel ikke andet sige at han får scrap ind med modermælken. Så for at føre ham yderligere ind i den herlige scrapverden, lærte vi ham at sværte kanter. Senere kom Lise til, og om lørdagen kom Stine.
Marius – Danmarks yngste mandlige scrapper og det kommende svar på danskernes Tim Holtz.
I løbet af weekenden stod den så ellers bare på råhygge af den kreative slags. Vi fik lavet forskellige kort og LO’s. Anja havde blandt andet taget nogle af de nye stempler med fra sin butik Picturing the World, som vi så alle fik leget lidt med. Udover det fik Lise instruktioner i den store kunst at farvelægge med H2O farver, og hun blev ret bidt af det. Hun havde faktisk slet ikke tid til at smile til fotografen. Koncentrationen var simpelthen på sit højeste.
En dybt koncentreret Lise bevæbnet med en vandpensel.
Stine i gang med et af weekendens layouts.
Pernille sidder og beundrer sit mesterværk.
I løbet af weekenden var vi ret produktive. Anja sætter sig altid meget høje mål. Sidste gang blev det til 13 Layouts, hvor målet denne gang var at blive færdigt med Australien albummet (der manglede ret mange Layouts). Det blev ikke færdigt, men det blev dog til en del layouts og kort fra os alle sammen. Sidste gang havde vi lavet små udfordringer til hinanden, men vi fandt hurtigt ud af, at vi egentlig godt ville have tiden til at lave nogle af de ting, vi havde planlagt hjemmefra, så det havde vi ikke gjort denne gang. Lise lavede desuden også den faste værtindegave, vi giver til hende, vi lejer sommerhuset af. Sidste gang lavede vi en Tobleroneæske og denne gang blev det til en Milkaæske, så må vi se, hvad det bliver til næste gang.
Sidsel lavede dette flotte kort til sin svigerinde.
Anja lavede disse layout med sine stempler fra Impression Obsession.
Vi kan varmt anbefale sådan en sommerhustur til andre små scrapklubber eller veninder, som mødes. Det er virkelig hyggeligt og en fed måde at mødes om den hobby, vi alle holder så meget af. Det er nemt at arrangere turen.
- Find en weekend
- Find et billigt sommerhus – Vigtig detalje: sørg for at der er et bord i en rimelig størrelse!
- Planlæg hvem, der tager hvad med på turen – både scrapsager og mad. Der er ikke nogen grund til at have flere bigshots osv. Med. Vi har delt måltiderne op imellem os, så en står for morgenmaden, en for frokost osv.
- Og så er det ellers bare at tælle dage…
***
Rigtig god tur og tak til pigerne for en skøn artikel og lækker inspiration.







Det er og var simpelthen også bare så hyggeligt…
Sikke en hyggelig tur det ser ud til at have været. Jeg er en af de scrappede der ikke kommer sammen med andre scrappere i min fritid, udover dem man er til comvention et par gange om året. Men sikke en tur, og så at være sammen om noget man alle holder meget er da fantastisk.
Hvor ser det bare super hyggeligt ud og sikke kreative i har været..